Du kan se på regler og bestemmelser i andre jurisdiktioner.
Som hovedregel gælder tyske regler for alle tjenesteudbydere, der opererer i Tyskland. Det betyder, at reglerne, især licenskravet, ikke kun gælder, hvis tjenesteyderen har et registreret hjemsted i Tyskland, men også hvis den aktivt retter sig mod det grænseoverskridende tyske marked.1
Nettotilgængeligheden af relevante tjenester via internettet i Tyskland kan anses for tilstrækkelig til at antyde, at tjenesteudbyderen aktivt retter sig mod det tyske marked. Reglerne gælder, hvis den respektive tjenesteudbyder antager, at tjenesten vil blive brugt af tyske kunder blandt brugere af forskellig nationalitet. Hvis en tjenesteudbyder vedligeholder sin hjemmeside på tysk, betragtes dette som en stærk indikation af en aktiv målretning mod det tyske marked.2
Men når det kommer til grænseoverskridende udbud af regulerede tjenester, kan privilegiet til at underrette tyske tilsynsmyndigheder om eksisterende licenser fra hjemlandet inden for EØS udgøre en undtagelse fra denne generelle regel, som ved første øjekast kan virke meget streng. Det europæiske "pas" er blevet indført for mange regulerede tjenester såsom visse typer bankvirksomhed, investeringstjenester som specificeret i bilag 1 til MiFID II, betalingstjenester og for nylig gennem ECSPR crowdfunding-tjenester. Hvis en tjenesteudbyder har licens i sit EØS-hjemland, kan den underrette sin kompetente tilsynsmyndighed om sin hensigt om også at tilbyde regulerede tjenester i Tyskland. Generelt kan en tjenesteudbyder starte en reguleret virksomhed uden særskilt tilladelse i Tyskland, enten på tværs af grænserne eller gennem en filial, så snart den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet informerer BaFin, som efterfølgende bekræfter, at tjenesteudbyder kan starte i Tyskland. I dette scenarie er tilsynsmyndigheden i hjemlandet generelt ansvarlig for tilsynet med tjenesteudbyderen i Tyskland, med forbehold for nogle resterende beføjelser fra BaFin og den tyske forbundsbank. Efter Storbritanniens udtræden af EU (og slutningen af overgangsperioden den 31. december 2020) kan licenserede britiske fintech-virksomheder ikke længere bruge EU-passet til at tilbyde deres tjenester i andre medlemsstater (og omvendt). ) og generelt skal etablere et datterselskab i Tyskland eller en anden EU-medlemsstat for at opnå en licens og overholde EU-regler, stort set som enhver licenseret tredjelandsvirksomhed.3
En anden mulighed for fintech-virksomheder for at få adgang til det tyske marked uden at kræve en licens er at samarbejde med en licenseret tjenesteudbyder, normalt en bank. Disse virksomheder er "white label"-enheder, hvor den regulerede enhed (shell bank) faktisk giver sin virksomhedslicens til en tredjepart. Tredjemand skal til dette formål underlægge sin virksomhed bankens ledelse og give instrukser og kontrolrettigheder til banken, som i reguleringsøjemed er ansvarlig for de regulerede ydelser.2
Omfattende juridiske tjenester til virksomheder om selskabsret, skatteret, lovgivning om kryptovaluta, investeringsaktiviteter
Deltagelse som advokat i investeringsventurefonde, gennemførelse af M&A venture-aftaler inden for IT, support til iGaming og forretningsaktiver
Juridisk støtte til FinTech- og Blockchain-projekter
